Presse

Om M2

M2 A/S er en landsdækkende virksomhed, der som de eneste udbyder huse tegnet af Danmarks bedste arkitekter. I samarbejde med CEBRA, schmidt hammer lassen, 3XN, Dorte Mandrup Arkitekter og Arkitektfirmaet C. F. Møller har M2 skabt mere end 20 arkitekttegnede huse, sommerhuse og rækkehuse til priser, der matcher de mere traditionelle huse på markedet.


M2s værdigrundlag er at forskønne menneskers liv og gøre det muligt at indfri drømmen om et arkitekttegnet hus uden selv at skulle stå med alt besværet. Det afsæt har gjort M2 til den ledende udbyder i det øverste og mindst prisfølsomme segment indenfor typehuse. M2 tæller i dag 25 kvalificerede og højt uddannede medarbejdere, der primært kommer fra tegnestuer og byggebranchen. De besidder en stor viden indenfor alle relevante arbejdsområder og er beskæftiget på kontorer i henholdsvis Århus og København.


Som et led i afsætningsstrategien for den banebrydende arkitektur har en stor del af M2s aktiviteter i 2005 drejet sig om at udvikle nye byområder, som er igangsat i 2006. Med aktiviteterne er M2 totalleverandør på boligmarkedet og kan tilbyde alt fra køb af råjord til udvikling af boligområder samt salg af indflytningsklare huse.

M2s aktiviteter er primært koncentreret om salg og opførelse af enfamiliehuse, fritidshuse og rækkehuse, der er udviklet i tæt samarbejde med arkitektfirmaerne 3XN, schmidt hammer lassen, CEBRA, Dorte Mandrup Arkitekter og C.F. Møller for at understøtte værdigrundlaget om at levere visionær arkitektur tegnet af Danmarks bedste arkitekter.  

Om arkitekterne

3XN_
For 3XN handler arkitektur om andet end at skaffe tag over hovedet på folk, det handler om at gøre en forskel. I det øjeblik du træder indenfor i 3XNs huse og bygningsværker skal du føle dig beriget, og siden Kim Herforth Nielsen stiftede tegnestuen tilbage i 1986 har priser og projekter regnet ned over ham. 3XN er kendt for nysgerrig og innovativ arkitektur, og tegnestuen har blandt andet skabt den Danske Ambassade i Berlin, Amsterdams nye Musikcentrum og Museum of Liverpool, der skal være byens vartegn, når det står færdigt i 2010.

BIG_

Bjarke Ingels Group er kendt for at tænke utraditionelt, men for Bjarke Ingels handler passionen for store tagterrasser ikke om at generere omtale. Det er mere et spørgsmål om at tage fat i et uudnyttet potentiale og glæde de børn, som drømmer om at sidde på hustaget og kigge ud over nabolaget. Hvor andre lader sig begrænse, udfordrer de det traditionelle og gør alt for at tilføre arkitekturen noget BIG. Tegnestuen har blandt andet tegnet Havnebade på Islands Brygge, VM husene og det Maritime ungdomshus i København

CEBRA_ 
Der er byggeri, og der er arkitektur. Så enkelt opdeler Mikkel Frost, Carsten Primdahl og Kolja Nielsen den mængde af mursten, træ og glas, vi alle bevæger os rundt i hver dag. Hvor almindeligt byggeri blot opfylder et funktionelt formål, får CEBRAs arkitektur børn til at hoppe af begejstring. Beskueren føler noget, og derfor er den konceptuelle bearbejdning ligeså essentiel i CEBRAs projekter som det innovative formsprog og den funktionelle nytænkning. CEBRA har blandt andet tegnet Fuglsang Næs, Ordrup skole og stået for indretningen af CinemaxX i Århus.

Dorte Mandrup Arkitekter_ 
Ved at forene det sanselige, poetiske og oplevelsesrige med skarphed og præcision, udfordrer Dorte Mandrup konstant de fysiske rammer og søger at nytænke arkitekturens muligheder. Resultatet er en række banebrydende projekter i både ind- og udland, der både omfatter nybygning og renovering af fredede og bevaringsværdige ejendomme. Dorte Mandrup Arkitekter er stiftet i 1999, og referencerne tæller blandt andet nybygning af Idræts og Kulturhuset på Holmbladsgade i København samt om- og tilbygning af Kvarterhuset i Jemtelandsgade.

schmidt hammer lassen_ 
Et rum skal gøre noget ved menneskers bevidsthed. Med den grundtanke har Morten Schmidt, Bjarne Hammer, John F. Lassen og Kim Holst Jensen gang på gang formået at skabe visionære bygninger både herhjemme og i udlandet. I mere end to årtier har de fire arkitekter sat et markant præg på dansk arkitektur med et skulpturelt formsprog, der sætter mennesket i centrum. schmidt hammer lassen har blandt andet tegnet Grønlands Kulturhus i Nuuk, Den Sorte Diamant og et af Nordeuropas største kunstmuseer i hjertet af Århus.

Arkitektfirmaet C. F. Møller
Siden firmaet blev grundlagt i 1924, har Arkitektfirmaet C.F. Møller hyldet det enkle, det klare og det uprætentiøse. Hver bygning præges naturligvis af tidens tendenser og det pågældende områdes særlige kendetegn. Men det er stadig i dobbelt forstand det simple ideal, der danner udgangspunktet. Gennem årene har en lang række udstillinger, konkurrencer og projekter over hele verden belønnet tegnestuens enkle fokus på mennesket, placeringen og funktionen. Værdier, der har sit udspring i tegnestuens håndværksmæssige og nordiske tradition.